På familien Landauers 52 ha vinmark fremstilles der årligt knap 100.000 flasker vin, hvilket vidner om et meget lavt udbytte pr. hektar. Alle druer håndhøstes, når de er fuldmodne og en streng selektion fjerner beskadigede og dårlige druer inden druerne pumpes op i de store tanke, hvor vinfremstillingen begynder. Over 100 års erfaring med vinproduktion er den ballast som de to generationer, Bruno og Martha og deres søn Stefan Landauer, har med i rygsækken, når de i dag fremstiller deres prisvindende vine.
At kalde Østrigs vin for "up and coming" føles lidt mærkeligt, fordi Østrig har en lang og stolt tradition for vinfremstilling. Ikke desto mindre betragtes vinene herfra ofte sådan, og gennem tiden har jeg også mødt mange, som er overrasket over at høre at Østrig har en så bred vifte af "lokale-" og internationale druer: Grüner Veltliner, Welschriesling, Zweigelt og Blaufränkisch - Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc og Chardonnay for bare at nævne nogle få. Men Østrig kan nok i dag kategoriseres som et af de mest ambitiøse vinlande og også et land med en af de mest strikse lovgivninger for vinfremstilling i verden. Lidt facts om Østrigs vinproduktion: Landet tegner sig for 1 % af verdens samlede vinproduktion (67 % hvidvin og 33 % rødvin), ca. 48.000 ha vinmarker fordelt på 32.000 vinbønder, hvilket medfører at langt de fleste kun ejer meget få hektar. Burgenland er beliggende i den østligste del af Østrig op til den ungarske grænse og 50 km syd for Wien. Mellem den 47. og 48. breddegrad er området placeret på højde med Bourgogne. I området fremhæver man det unikke mikroklima, her mødes tre forskellige klimazoner: atlanterhavs-, middelhavs- og kontinentalklima, som en væsentlig faktor for områdets succes.