Diemersfontein Wine Farm

Sydafrika

Huset

Ved foden af bjerget Groenberg ligger den historiske by Wellington i en dal ved floden Kommer River med de majestætiske Hawequa Mountains som skanse mod øst. Det er her i denne fantastiske kulisse at vi finder Diemersfontein.

Ejendommen har tilhørt familien Sonnenberg siden starten af 1940'erne. Den nuværende ejer David Sonnenberg's bedstefar Max Sonnenberg, tidligere parlamentsmedlem, købte den 183 hektar store farm, primært som familiens sted på landet. De første vinmarker blev plantet i 1970'erne af Richard Sonnenberg, anden generation, men det var først i år 2000, da David byggede husets kældre, at man begyndte at producere vin under eget navn.

På husets vinmarker finder vi en bred vifte af druer, bl.a. Shiraz, Pinotage, Cabernet Sauvignon, Merlot, Barbera, Mouvedre og de "hvide druer" Chenin Blanc og Viognier.

Distriktet

Byen Paarl, som lægger navn til distriktet, er med sine ca. 90.000 indbyggere den næststørste i regionen og ligger ca. 10 km syd for Wellington. I Paarl distriktet produceres en femtedel af al den vin , der laves i Sydafrika. I Paarl hersker der et udtalt mediterrant klima med hede, tørre somre og fugtige vintre. Gennemsnitstemperaturen i vækstmånederne, december til marts, ligger på 22,5 grader., hvilket er 2 grader højere end i Stellenbosch. Paarl ligger på samme breddegrad på den sydlige halvkugle, som Jerez de la Frontera (Sherry-distriktet i Spanien) på den nordlige halvkugle og dette sammenfald førte til, at der tidligere blev produceret store mængder vin af sherrytypen her.