Huset "PALLADINO" er beliggende i Serralunga d'Alba i "Langhe Regionen". En typisk landsby for regionen, som kan forekomme nærmest forladt, men det er altså her i denne lille by, at man producerer nogle af Piemontes bedste vine. Kører eller går man udenfor bygrænsen, er det vinmarker, der dominerer landskabet.
Der er for nylig foretaget en komplet renovering af såvel huset som kældrene, der er blevet forsynet med den nyeste teknologi inden for vinproduktion. Druerne kommer fra husets egne parceller på marker som San Bernardo og Broglio. Desuden er der indgået langtids-aftaler med nogle udvalgte seriøse avlere om leverance af druer til Palladinos vine, disse avlere er selvfølgelig underlagt en skarp kontrol, således at familien har kontrol over hele processen "fra jord til bord".
Grundlæggelsen af firmaet i 1870 gør "Huset Palladino" til et af områdets ældste.
Piemonte betyder "Landet ved bjergets fod" og bjergene der refereres til er Alperne i vest, som også markerer grænsen til Frankrig, og Appenninerne som danner den sydlige grænse for distriktet. Mest berømte er vinene, lavet på nebbiolo, fra områderne omkring den lille by Barolo og nabobyen Barbaresco. Man oplever dog i disse år stigende efterspørgsel på rødvine som Barbera d'Alba og Dolcetto d'Alba og hvidvine som Arneis og Gavi di Gavi. Ligeledes har den mousserende og sødlige Moscato d'Asti også oplevet en stigende berømmelse indenfor de seneste år. Når man siger Piemonte, er man også nødt til at sige trøfler. I området findes både den sorte trøffel og den noget sjældnere hvide trøffel fra Alba. Trøflen er en underjordisk svamp som vokser i 20 - 30 cm dybde og som ikke umiddelbar er mulig for mennesker at finde. Der er derfor brug for en god lugtesans for at lokalisere denne, til det formål optrænes de såkaldte "trøffelhunde" gennem ca. et halv års tid før de er færdiguddannede trøffeljægere. Trøfler er kostbare, særligt den hvide, prisen sniger sig sagtens op på 500 - 600 kr. for en 20 grams trøffel.